« Til Tips og inspiration oversigt

Læs Inger Johannes historie om kærlighedstræet fra De Dansk Vestindiske øer

Kærlighedstræet fra de dansk vestindiske øer

Foto: Rikke Kryger

Pia, som jeg har mødt igennem Mellemhaver.dk, kom forbi med en lille stikling af en kærlighedsplante og gav mig samtidig denne fine historie, som Inger Johanne har skrevet.

Nedenfor kan I læse historien om kærlighedsplanten/kærlighedstræet og få tips til, hvordan man passer og formerer planten.

Tekst: Inger Johanne

I 2010 besøgte jeg De Dansk Vestindiske øer. I en botanisk have så jeg en stor træagtig busk – kaldet kærlighedstræet. Bladene var meget tykke – næsten gummiagtige. Navnet kærlighedstræet/kærlighedsplanten er opstået, fordi man på bladene kan skrive sit navn, som vil blive stående et års tid. Min dejlige rejseven, Erling og jeg skrev på et blad – med kuglepen: "Inger Johanne" og "Erling", Danmark 2010.


Det var naturligvis ikke tilladt at udføre hverken planter eller plantedele fra landet. Men vores guide forærede os begge et lille blad (fra en busk i naturen) af denne plante. Bladet blev gemt i kufferten i ærmet på en lille sommerbluse og blev ikke opdaget, da min kuffert i Miami blev gennemrodet.


Mit blad lykkedes ikke, men for Erling lykkedes det at få bladet til at skyde nye planter. Erling forærede mig en af sine planter og siden har jeg produceret den ene kærlighedsplante efter den anden og brugt disse planter som gaver. Alle de mennesker, der har modtaget en kærlighedsplante, kan nu være med til at sprede kærlighedsplanten videre.


SÅDAN GØR DU:

Hvis du har fået en plante foræret, vil den vokse sig stor. Hvis du hellere vil have en mindre plante, kan du skære toppen af og sætte den i vand og plante den i en potte, når den har fået rødder. Du kan også plante den direkte i jord (der vil den også danne nye rødder).  Jeg har haft stor held med at sætte den afklippede top direkte i jord. Hvis den skal slå rødder i vand, kan man risikere, at stiklen rådner. 


Du kan også lave dine egne nye små planter. Du tager et sundt blad - gerne flere - lægger dem fladt ud på et lag jord - lægger et lag jord oven på bladet. Skal vandes jævnligt, så det ikke tørrer ud, men må på den anden side ikke soppe i vand. Efter en rum tid vil du se, at der dukker små spirer op af jorden, som har dannet sig ud fra de små "hjørner" der er på bladene. Når disse små planter har nået en vis størrelse, så de kan klare sig selv (2-3 cm ca.), skærer du dem fri med rødder og vedhængende jord og planter dem ud i potter. Det oprindelige blad har nu udtjent sin mission – har givet livet videre til de nye skud. Sådan kan du blive ved med at dele kærlighed ud til familie, venner og bekendte.

God fornøjelse!



Krælighedstræ



« Til Tips og inspiration oversigt

Opret gratis og nemt annoncer
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Vi besger
Diy