Tekst og foto: Rikke Kryger
Aeonium Arboreum også kaldet opstammet husløg er en sukkulent, som kan blive stor, skulpturel og træagtig med fine bladrosetter for enden af grenene.
Jeg købte min første Aeonium plante på Gram Slot havemesse af en privat havemand, som selv havde lavet stiklinger. Den voksede sig hurtigt stor, så jeg kunne lave nye stiklinger og det er nu blevet en af mine yndlingssukkulenter.
Min nabo har en stor og smuk plante, som I kan se på dette billeder, som er mange år flere gammel.
I modsætning til flere andre planter er Aeonium arboreum's vokseperiode fra om vinteren til foråret, hvor man i denne periode kan være heldig at se, den blomstrer.
Planten trives godt udenfor om sommeren, men skal sættes indenfor når temperaturen bliver under 10 grader.
Om sommeren kan bladene blive forbrændt, hvis de står meget varmt og i fuld sol hele dagen, så husk at væn den til det stærke sollys, når den kommer indefra en lidt mørkere vindueskarm.
Læs her hvordan du laver stiklinger af Aeonium Arboreum
Fyld en potte med jord. Vand jorden lidt, så den er fugtig, men ikke alt for våd.
Hellere for lidt vand end for meget vand, og så er det vigtigt at jorden er porøs. Jeg plejer at putte en håndfuld lecakugler i bunden.
Bræk eller klip et stykke af en gren af med en bladroset forenden. Plant det i en potte. Tryk jorden godt til omkring grenen. Vandes sparsomt det første stykke tid, da grenen ellers vil rådne.
Du kan også lade stiklingen tørre ud et par dage, inden den plantes i jord.
Nye rosetter bliver dannet ved siden af den store roset.
Aeonium Arboreum egner sig godt til krukker og er især flotte når der står flere sammen.
Når de står solrigt vil bladene blive mørkere, så om vinteren/foråret vil bladene blive mere grønlige og om sommeren kan de få den flotte røde farve. Der findes flere forskellige arter i grønne og røde nuancer.
Guide til pasning af Aeonium Arboreum
Aeonium Arboreum skal ligesom andre sukkulenter ikke have for meget vand. Lad den gerne tørre ud i mellem vandingerne.
Læg gerne dræn i bunden af potten - evt. med lecakugler så vandet kan løbe fra.
De nederste blade vil om sommeren efterhånden visne og de pilles løbende af, så stammerne bliver træagtige.
Sukkulenten godt lide en solrig placering, men pas på den hårde sommersol, efter at den har stået indenfor.
Behøver ikke gødning men kan pottes om eller gødes lidt i foråret og i efteråret.
God fornøjelse.
Se guide til at lave nye stiklinger af pelargonier her »
Find gratis eller billige stueplanter, frø og planter på mellemhaver.dk »